På Joanna arbejder vi pædagogisk med afsæt i den neuroaffektive forståelsesramme.
Den korte udgave
Overordnet og kort fortalt er det en forståelsesramme og pædagogik, der bygger på den neuroaffektive udviklingspsykologi. En udviklingspsykologi der kombinerer hjerne, følelser og udvikling, ved at bygge bro mellem den nyeste hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi.
Vores børn og unge på Joanna er ofte i en udfordrende livssituation, og det er vores opgave at facilitere inklusion og fællesskabsdannelse, der understøtter barnets/den unges udvikling. Man kan sige, at vores didaktiske overvejelser og metoder hviler på neuroaffektiv forståelse, hvor vi tilgodeser vores børn og unges behov for regulering/afstemning, tryghed og vurdering af tilpas udfordring. Når vi lykkes med den balance, får de nye og modnende erfaringer og succes med at mestre samspil med andre.
Når vi arbejder med andre mennesker, og har ansvar for et andet menneskes trivsel og udvikling, er vi selv det vigtigste redskab. Det gælder også, når vi taler neuroaffektiv pædagogik. Vi har derfor fokus på vigtigheden af at skabe refleksionsrum og understøtte personalets egen mentale og følelsesmæssige balance, så der er overensstemmelse med den viden vi har, og den praksis vi faktisk udøver.
Den lidt længere udgave.
Man kan ikke sige neuroaffektiv - uden at sige Susan Hart. Susan Hart er psykolog, og har arbejdet indenfor både børne- og familie- og voksenområdet. Hun står for en imponerede række meritter, og har modtaget flere priser. Med god grund!
”Ud fra sin praksiserfaring har hun de sidste 30 år haft en pionertrang til at forstå menneskets følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale udvikling, og hvordan vi udvikler mestrings- og selvreguleringskompetencer i forhold til temperament, følelser og humør. Dette bragte hende midt i 1990’erne sammen med psykoterapeut Marianne Bentzen, der var en stor støtte i forbindelse med udviklingen af neuroaffektiv udviklingspsykologi, som er en teoretisk forståelsesramme til at forstå menneskets personlighedsudvikling. Den er udviklet ud fra en integration af udviklingspsykologi, traumeforskning, tilknytningsteori, hjerneforskning og evolutionspsykologi. Denne forståelsesramme gør det muligt at forstå, hvordan vi gennem ressourcefyldte mennesker har mulighed for at overvinde tidlige traumer. Endvidere peger den på, hvordan man kan tilrettelægge interventionsplaner ud fra nærmeste følelsesmæssige udviklingszone for udvikling af følelsesmæssige kompetencer og psykisk resiliens uanset biologisk alder og status.”
I sine bøger og foredrag forklarer Susan Hart, at følelser er limen mellem os mennesker, og at følelser udvikles i en relationel kontekst. Denne kontekst er vigtig for udviklingen, og derfor har vores primære omsorgspersoner afgørende betydning for vores grundlag for at udvikle vores følelsesliv. Et vigtigt begreb er ”windows of opportunity” – altså de tidspunkter i barnets/den unges udvikling, hvor noget helst skal forløbe. Derfor kan man se udvikling ind i en neuroaffektiv trekant, teoretisk forståelse, metoder og selvagens; et slags landkort for at forstå menneskets udviklingsproces. Landkortet hjælper os til at vurdere hvilken indsats der er brug for, for at få barnet/den unge i følelsesmæssig udvikling. Der er en palette af metoder – det kan være psykoterapeutiske eller familieterapeutiske tilgange, som vi kan vælge for at støtte processen, og meget vigtigt – omsorgspersonens evne til at balancere eget følelsesliv (selvagens).
Daniel Stern, professor i psykologi og en af sin generations mest betydningsfulde udviklingspsykologer, er kendt for at have sagt, at ”vi alle er født til at deltage i hinandens nervesystem”. Det er derfor vigtigt, at finde ud af hvordan personlighed, følelsesliv og sociale kompetencer hænger sammen, men også hvordan dette er udviklet på et tidspunkt i vores liv.
”Language before language” er essentielt. Altså den musik, der spiller mellem os mennesker, uden at vi tænker over det – man kan sige – alt det der foregår under radaren. Vi mennesker er ofte mest optaget af det, der sker over radaren – altså den adfærd vi kan se.
Makro- og mikroregulering
Vi skal have fokus på hvordan personlighed, følelsesliv og sociale kompetencer udvikles igennem makro- og mikroregulering. Makroregulering som er forudsætning for at de små ”mødeøjeblikke” (mikroregulering) overhovedet kan finde sted. Det er også vigtigt at vide, hvor den nærmeste udviklingszone er (Leo Vygotski). Begrebet, den nærmeste udviklingszone, gælder ikke kun indenfor kognition og sprogområdet, men gælder også følelsesmæssigt; altså hvor møder vi mennesker i den nærmeste udviklingszone, for så vidt angår følelser? For at blive klogere på det, har man i den neuroaffektive udviklingspsykologi, taget udgangspunkt i neuropsykolog Paul MacLeans forståelse af den treenige hjerne – en model for at forstå menneskets følelsesmæssige udviklingsprocesser. Med udgangspunkt i den model, har Susan Hart og Marianne Bentzen udviklet det, de kalder neuroaffektive kompasser (det præfrontale kompas, det limbiske kompas, det autonome kompas). Kompasser som skal hjælpe os med at navigere idet neuroafffektive landkort.
Vil du vide mere – ”så er google din ven”☺.